ALFA Development fortsætter byudvikling i Rødovre

juni 26
Nyt boligområde er på vej syd for IrmaByen i Rødovre. Vedtages det offentliggjorte forslag til lokalplan for området til årsskiftet, betyder det, at ALFAs ejendom ved Korsdalsvej, som er en del af det nuværende erhvervsområde, kendt som Valhøjkvarteret, vil forvandles til et grønt og bilfrit boligområde med omtrent 200 nye boliger.
2024

BILLEDE: ADEPT

 

IrmaByen er fuldt udbygget som et populært boligområde i Rødovre. Nu står byudviklerne fra Alfa Development, der har skabt IrmaByen, klar med planen for at fortsætte byudviklingen syd for Irmabyen med både rækkehuse og lejligheder.

”Vi er utroligt glade for, at vi får mulighed for at fortsætte samarbejdet med Rødovre Kommune og videreføre byudviklingen med et boligområde syd for Irmabyen. Visionen er at skabe en ny grøn, levende og mangfoldig bydel for alle generationer, og de nye boliger kommer til at bestå af kvalitets- ejerboliger i forskellige størrelser”, siger Andreea Kaiser, stifter og medejer af Alfa Development.

En grøn bydel med plads til biodiversitet
Den nye bydel bliver grøn og trækker forbindelse til Vestvolden med idrætsanlægget Avarta Boldklub og Absalon Camping som nærmeste naboer. Hele området bliver bilfrit med små grønne stræder og stier, der skaber et trygt miljø med forskellige uderum, der lægger op til fælles aktiviteter og hygge.

”Natur og biodiversitet er en helt central del af vores udviklingsfilosofi og i tråd med kommunens ønsker for den nye bydel. Som en del af lokalplansforslaget har vi udarbejdet en landskabsstrategi, der tilgodeser både mennesker og natur i langt højere grad, end det er tilfældet for området i dag”, siger Andreea Kaiser.

Området er i dag næsten 100 % asfalteret eller belagt med sten. Mængden af asfalt og fliser bliver meget mindre i den nye bydel, og der bliver plads til blomstrende buske, vilde bede og store træer, så biodiversiteten tilgodeses bedst muligt. Regnvandshåndtering er også tænkt ind. Lavninger, der kan fungere som regnvandsbassiner, skaber mulighed for, at nye arter af planter og insekter kan etablere sig over tid.

Billede
ADEPT

Tydelige tråde til industrihistorien
De nye boliger bliver i to til fem etagers højde, højest mod de mest befærdede veje, der omkranser området, så de bagved liggende grønne arealer skærmes mod trafikstøj. De nye bygninger vil i udformning trække referencer til det eksisterende erhvervskvarter og fabriksfunktioner, fx i tagkonstruktioner og materialevalg.

Vi arbejder meget med udformningen, placering og retning af bygningerne. Det er vigtigt for os, at arkitekturen både trækker de historiske tråde, men også skaber rum for moderne og tidssvarende boliger”, siger Andreea Kaiser.

Husene planlægges udført i changerende mursten i afdæmpede farver, så de får et moderne udtryk, der spiller sammen med arkitekturen i den nærliggende IrmaByen.

Optimering af klimaforhold
Den nye bebyggelse skal være lavemissionsklasse og DGNB-Guld certificeres. For at nå i mål med det har Alfa Development, allerede i forbindelse med lokalplansforslaget, gennemført livscyklusberegninger for byggeriet.

Alfa Development har arbejdet tæt sammen med ABC Rådgivende Ingeniører, Adept arkitekter og bæredygtighedsspecialiser fra Zero Engineering i forbindelse med livscyklusvurderingen og forberedelsen af lokalplansforslaget.

Første etape forventes at stå klar i 2027
Lokalplansforslaget er nu udsendt i offentlig høring, juni 2024 og forventes vedtaget i slutningen af året. Herefter kan detailplanlægningen gå i gang med forventet første spadestik i 2025. Byggeriet tilrettelægges i to faser, hvor de første boliger forventes at stå klar til indflytning i 2027.

Om ALFA Development
ALFA Development er en nordisk by- og ejendomsudvikler. ALFA Development er stiftet i 2006 som en familieejet virksomhed med en mission om at sætte kundernes livskvalitet i centrum i udviklingen af attraktive og nytænkende bymiljøer og boliger til middelklassen. ALFA Development er inspireret af de lokale byggetraditioner kombineret med internationale udviklings- og byggetrends.

ALFA Development er en del af en virksomhedsgruppe, der nytænker branchen og dens løsninger. Søsterselskabet ALFA Ventures investerer således i start-up virksomheder med særligt fokus på bæredygtighed, biodiversitet, menneskers livskvalitet og ejendomsteknologi. I 2022 stiftede ALFA Developments ejere, Ludvig Find og Andreea Kaiser, fonden Planetary Responsibility Foundation (PRF), hvis hovedformål er at beskytte og genoprette natur og biodiversitet gennem internationale investeringer i projekter og videndeling. Hvert år bliver en del af overskuddet fra ALFA Development doneret til fonden.

Billede
ADEPT

Relateret